Haakon Bugge Mahrt: «Panorama»

Flyverne Maurice Bellonte og Dieudonne Costes i 1930. Fartshungeren og de eventyrlige reisene til Costes er startpunktet for essayet nedenfor. Wikimedia Commons

Haakon Bugge Mahrt: «Panorama» (utdrag)

Da flygeren Costes satte sin rekord i langdistanceflyvning og gik opp fra flyvepladsen le Bourget ved Paris, kom han efter halvandet døgns flugt ned i en landsby av jordhytter i Mongoliet, hvor han blev ført til et fængsel med kinesiske torturkammere, hvor ofrene blev ophængt efter tommelfingrene eller stekt over langsom ild.

Han hadde i virkeligheten tilbakelagt ikke bare 8 000 kilometer i distance, men flere aarhundreder i tid; mellem hans startsted og hans endepunkt laa uendelige etapper i menneskenes civilisation, forenet ved aeroplanet til en god dagsreise og ikke mere. Et slikt faktum illustrerer bedre end mange utlægninger menneskenes erobring av rummet og tiden.

Det forklarer ogsaa noget av den eventyrlige glans vor tid hyller om rekordene, disse nye adelspatenter som hæver sine indehavere op i et internationalt aristokrati, hvor navn som Lindbergh, Costes and Nurmi for almenheten ikke bare overstraaler alverdens titler, men ogsaa de solidiste renomméer i videnskapens, kunstens eller politikkens verdener. Rekorden, et ord som ikke indeholdt nogensomhelst mening for vore bedsteforældre, er blit indbegrepet av vor generations sans for den overlegne præstation som kan maales kvantitativt, for dens kapløp med selve tiden. Major Sir Henry Seegrave, som hadde anvendt sit liv til at slaa sine egne rekorder i hastighet for bil (372 km. i timen paa Daytona Beach), og som omkom under forsøket paa at sætte verdensrekord i motorbaatrace, hadde et eneste spørsmaal paa sine læber i det øieblik han kom til bevissthet før døden: Har jeg slaat rekorden?

Det samme ideal, dyrkelsen av hastigheten, motet og seigheten, av den epokegjørende individuelle præstation, er ifærd med at erobre kvinden. Miss Amy Johnson slog kaptein Hincklers rekord paa strækningen London–Kalkutta med 48 timer. Mademoiselle Bolland fløi over Andeskordilleraen, lady Baily, mor til tre barn, utførte flyvningen London–Kap–London. Miss Ruth Alexander bragte den kvindelige høiderekorden op til 4 791 meter. Seierherren i flyvningen rundt Storbritannien, hvor 88 av de bedste engelske flyvere deltok, var en kvinde, Miss Brown. Hadde H. C. Andersen levet idag, vilde han skrevet et nyt eventyr om «Vindens døtre».

At sætte hastighetsrekord er som at dolke tiden i ryggen, at sætte varighetsrekord er at trække krok med tiden. Men begge deler fordrer et absolut herredømme over maskinen som utfører kampen, enten det er den menneskelige maskine eller den mekaniske. Bak vor tids fanatiske beundring for rekorden maa man se dens dyrkelse av præcisionen, av selvkontrollen, av viljen til at seire. Det ideal som middelalderen gav uttryk for i kjæmpevisene, faar i vor tid sit uttryk i ekstranummernes prangende overskrifter: «Ny verdensrekord paa 500 meter!» Men man kjæmper ikke længer mot levende væsener, man kjæmper mot selve elementene, mot tyngdekraften, mot luftmotstanden, mot friktionen og mot tiden. I løpet av nogen timer kjender hver indbygger av hvert land i verden resultatet av denne kamp. Og et nyt navn føier sig av og til til stjernene. Tiden er beseiret, der er sat ny verdensrekord.

Hele denne foreteelse vilde være latterlig hvis den ikke hadde et dypere symbolsk indhold. Den er et led, kanskje et av de sidste, i denne vor races aldrig hvilende kamp mot naturkræftene og døden, som begynder med Prometeuslegenden, og hvis nyeste resultater vi ser i de mekaniske vidundere. Vor tid kræver bare haandgripelige resultater fra denne kamp, den forlanger at kjende i minutter og sekunder og hundredels sekunder hvor langt menneskelegemets ydeevne kan bringes op, hvor præcist og hvor hurtig maskinene nu kan arbeide. Derfor blir alle disse seire over tiden og rummet gjenstand for hele menneskehetens hyldest. Atter er vi naadd et skridt nærmere det perfekte i kombinationen av intelligens, vilje og styrke som skaper den store hastighet.

Dette at vor mentalitet uophørlig er rettet mot hastigheten, at rekordene er blit millionenes yndlingsføde, avsætter, sammen med teknikken, en uro i os selv som bringer vor egen tilværelse over paa hastighetens plan. Istedetfor kunsten for kunstens egen skyld kan man nu tale om hastigheten for hastighetens egen skyld. Fart er blit en stimulans i likhet med alkohol eller opium, man beruser sig, og overvurderer sine muligheter, man «føler det som om man hadde faat vinger». Paa den anden side betragtes daarlig fart, selv paa turistreiser, som en ulidelig plage; man er skandaliseret over at bys hastigheter som for faa aartier siden betragtedes som svimlende.

Vi har uroen i kroppen og i hjernen.

Med dette hænger sammen vor altid økende trang til forandring. Moder skifter uophørlig, paa nærsagt alle omraader. Vi har ikke længer evnen til at nyde længe av én og samme form, vi fordrer stadig nye synsindtryk, monotoni er for os et mareridt.

(…)

Vi er som barn som hver dag overlæsses med de sindrigste nye leketøi, uten ophør, uten tid til fordypelse og tilegnelse. Teknikkens muligheter synes ikke længer at ha nogen grænser, og midt i denne propfulde basar av aeroplaner, dynamoer, films og eksplosiver sitter vi grundende og føler os utrygge og uten fæste. Saa gaar det med os som med barnene: fra al denne surrende mekanik og raslende bevægelse vender vi os efter nogen kjendte og kjære ting, en kjephest, en filledukke, et vedtræ som ser ut som en drage.

Det sørgeligste er at eventyrene nu tilslut er blir altfor virkelige. Der kommer musik ut av alle gryter, alle kufferter flyver og alle høns verper guldegg . . .

Vi har samme behov som barnene for symboler, ting som ikke er der i kraft av sin præcision og sin fuldkommenhet, men hvori vi kan lægge vor egen betydning og hvortil vi kan knytte vore egne drømmer. Disse symboler er det som det hver dag blir vanskeligere at holde fast ved, fordi vi omformes og fornyes av teknikkens fremskridt og ikke finder tilbake til de naive smaa ting fra igaar. Saa leker vi istedet med tanks og granater, og anfaldes av en ødelæggelseslyst som avslører os som det vi paa bunden er – enfants terribles.

Det synes som om den eneste utvei er at akceptere tiden som den er, og gaa igang med at skape nye symboler, i pakt med den. Det er i virkeligheten det som ligger til grund for alle de nye bestræbelser paa symbolikkens felter, i maleri, musik, teater og film. Kanske vil der av det engang fremkomme en syntese, en ny civilisation som vil bringe os op paa høide med modernismen i teknikken.

Foreløbig staar vi overfor det mest fængslende skuespil som overhodet kan tænkes: en epoke som søker sig selv.

Resultatet av denne søken er det ingen givet at forutse – om den vil føre, som de moderne pessimister mener, over i utslettelsen, eller om den tvertimot vil lede til en ny æra, en ny civilisation hvortil vi vil være de primitive.

---

Marth, Haakon Bugge (1931). Panorama. I Modernisme. Kunst, arkitektur, teater, film. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag.